En Anden Verden

Fra smiger til skepsis. Østeuropa og især Polen har inviteret den danske og verdenskendte billedkunstner Jens Haaning indenfor mange gange i flere år. I sin kunst beskæftiger han sig med modbilleder af bl.a. den globale verden. Han skaber kritik. I Polen blev hans kritik til ketchup – endnu en vestlig varer, og det har ændret hans værker. Vejen til at være autoriteten på et frihedssyn var ok, men ligefrem at være dén absurditet skulle han ikke nyde noget af.

Trods fattigdom og sygdom forstår man bedre at nyde livet i Namibia. Det mener Sausan Kanaan Berg, der ene kvinde står bag internetprogrammet SALAAM MED JER, som hun kalder "en gave til Danmark." I sit program kører hun rundt i sin bil og taler om hverdagsliv med danskere. Hun er arabisk-dansk – brun dansker, og hun ville ønske, at hun kunne indføre lidt namibisk ånd i Danmark. Før hendes tre år i Namibia kæmpede hun med sin identitet, for hvor hørte hun til? I dag omfavner hun sin dobbeltidentitet. Det namibiske ”I was relaxing” gjorde forskellen.

I fem år besøgte hun europæere, der havde immigreret til Mellemøsten, og omvendt. Hun rejste som en nomade og portrætterede ”det fremmede”. Malene Nors Tardrup er billedkunstner og begyndte sit projekt i Cairo i 2005 lige efter Muhammedkrisen. Under sit projekt Migration Replacement oplevede hun, at det, som hun var blevet fortalt, hun skulle frygte, modstanden, hadet til danskerne – ikke fandtes. Den ikke-historie fandt hun også ud af var svær at fortælle, for historien om, hvor farligt det hele var, syntes folk var mere spændende.

Hans barndomsby blev i medierne udstillet som en ghetto-kliche. I tv-avisen så billedkunstner Johannes Sivertsen, hvordan optøjerne i den parisiske forstad Clichy-sous-Bois mere lignede en actionfilm, end de lignede den virkelighed, som han kunne se fra sit eget vindue. Han besluttede sig for at give sin barndomsby en anden fortælling tilbage ved at lave landskabsmalerier af de grå, høje betonbygninger i morgensol – og med hjælp fra beboerne, for hvordan synes de egentlig, deres hjem tog sig smukkest ud.

Siwa Oasen & Cairo har i ti år været Sara Emilie Anker-Møllers andet hjem. I ørkenen, som er mere "Afrika end Mellemøsten", får hun idéer til sine kunstprojekter. Noget blomstrer, andet smuldrer. En gang i Cairo endte en samarbejdsproces med at blive et værk i sig selv, imens hun klogere på sammenhænge mellem kultur, magt og fortællinger. Hun lærte, at sin kultur tager man med sig, også selv man ikke vil. Det har både åbnet og lukket hendes mund.

Til en gathering i Korea fandt Malene Choi ud af, at hun ikke var adopteret på grund af fattigdom. Det havde hun ellers altid fået fortalt. Hun var blevet adopteret, fordi den koreanske kultur ikke tillader kvinder at få børn alene, og hun kalder i dag adoption for menneskehandel og er vred, for Korea har tjent penge på en udskammende kultur. Malene Choi er filmskaber og er på vej med sin første store spillefilm. Den handler om at finde ud af, hvem man er i Korea.